fredag den 20. juli 2012

DAG 5 - Fredag den 20. juli

De smukke svenske skove i støv og grus

I dag har Road Captain ICA Åke valgt at vi skal starte klokken ti, og først må der tankes på både motorcykel og fører. Præcis klokken ti får vi dagens briefing og bliver her mindet om at der under ingen omstændigheder må krydses plads i en mc kolonne. Der er ellers kørt med god rutine på Nordic Run, men lige netop den detalje har været et mindre problem ved nogle afgange. Nu går turen ud af Östersund, og det må være den dramatiske norske natur som får Svenske Åke til at vælge en flot omvej ud af en skovvej for at finde en anden flot skovvej som desværre viste sig at være af grus. Man kan sagtens køre på grus på en Harley-Davidson, men når det er helt tør og der er ca. 40 i en kolonne kan jeg i hvert fald bekræfte at det er ubehageligt at ligge bagerst nede i støvskyen. Måske var det kun ti kilometer men det føltes som en par hundrede, men vi fik da set noget meget fint skov. 


Henrik, Polle, Kristian og Bent er mætte af iskager.


Vilhelmina og iscafé

Resten af dagen gik det på asfaltbelagte skovveje. Vi havde den første stop i Strömsund, dernæst videre op til Vilhelmina hvor eftermiddagskaffen blev indtaget ved 17 tiden. Vi er ny i den nederste del af det man betragter som Lapland og møder naturligvis en ung ren-tyr i vejkanten. Det skaber lidt uro men ikke så meget som Den unge Elg skabte i Norge. Vi fortsætter op ad E45 mod dagens mål, en campingplads i Storuman. Tænk nu ikke at vejen E45 sikkert er en motorvej som i  Danmark, det er det ikke! Vi kører på asfalt, men hvordan det er lykkedes naturen i Nordsverige at skabe de helt naturlige vejbump som svare til hvad der findes i en gennemsnitlig landsby på en jysk kommunevej skal jeg ikke kunne redegøre for, men de ligger tæt og med en fart på omkring 100 kilometer i timen giver de gode slag til ryg og lænd. 


Sol over Lapland

Vi har kørt i sol hele dagen, men ved ankomst til campingpladsen i Storuman vælger langt de fleste alligevel en Stuga. Ved 24 tiden står solen stadig i horisonten men temperaturen er pænt under 10 grader. Kommer der mon frost til natten?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar