Mod Trondheim
Morgenmaden blev perfekt tilberedt af Shaking Brains MC morgenvagt.
Efter en hyggelig formiddag i klubben kørte Nordic Run gruppen i små hold til
tankning hos Statoil i Vestnes, der var valgt som dagens nye mødested. Vi have
fået ledsagelse af tre nye cykler. Bl.a. et forældrepar og to børn der havde
valgt at køre med Nordic Run 2012 fra Vestnes til Trondheim.
Atlanterhavsvejen
Efter tankningen gik turen direkte til færgen mod Molde og herefter gik det igen igennem tunneler og i
hårnålesving ud mod Atlanterhavsvejen på den Norske Vestkyst. Der er tale om en
vej som er bygget ovenpå de yderste skær på kysten, igen en betagende
oplevelse. Norge kan byde på meget af det bedste motorcykel kørsel som findes i
verden. Det går ikke hurtigt men det er aldrig kedeligt, der skal være fuld
opmærksomhed og teknikken bliver hele tiden trimmet. At der samtidig bydes på
nogle af de bedste naturoplevelser er en ekstra bonus og man har næsten ikke
mulighed for at nyde begge dele på én gang – Og så skal man jo også lige være
opmærksom på geder og andre kraturer som ofte vandrer løst og græsser ved
vejkanten.
Norsk vestkyst vejr!
Fra kysten tager vi over Kristianssund og via en dramatisk
tunnel ned under Freifjorden og videre ind i landet hvor vi møder flere af de
berygtede kyst-byger i Vestnorge. Vi kører på små fjeldveje, det går op og ned
i hårnålesving og når det kombineres med hård regn kræver det svingteknik og
det giver hår på brystet.
På de sidste cirka 100 kilometer ind mod Trondheim klarer
det op og vi har igen helt tør asfalt og en rigtig god vej. Disse sidste kilometrer
tanger det bedste bjergkørsel jeg ellers kun har oplevet i alperne. Kolonnen
holdte en god fart og de cirka 40 cykler slyngede sig som en hurtig slange igennem
de skovklædte bjerge. Det er et imponerende syn når udsynet tillod at man
næsten kunne se fortroppen og jeg tror ikke vi havde kørt mange kilometer inden
alt det sure regn var glemt og alle bikere i Nordic Run 2012 sad med en saglig smil
på læben. Stemningen var derfor høj da vi nåede Trondheim klokken 20.30 og
holdte en lille pause på en tank for at koordinere GPS udstyret, vi skulle i
små hold kunne finde ind til den lokale MC klub i centrum.
Pres. Jim Willman - Hula Duedalen MC Trondheim
Hula Duedalen MC Trondheim
Ved ankomst ventede
en ny overraskelse. Vi blev anvist parkering på et sted som syntes at føre
ingen steder hen, men det viste sig at være direkte ved porten til Hula
Duedalen MC Trondheim. ”Klubhuset” var indrettet i et gammelt militær bunker
inde i en granitvæg. Klubbens navn var velvalgt for den havde bogstaveligt talt
hjemme i en hule. Der var indrettet værksted, soverum, toiletter og naturligvis
bar. Klubben kunne uden væsentlige problemer rumme alle gæster i hulen, så der
blev kun slået ganske få telte op.
At sove i hule
Der blev budt på sent aftensmad, overnatning og igen en stor
morgenkomplet for beskedne 150 norske kroner. Øl kostede 25 kroner og hyggen
spredte sig hurtigt. Der skulle en stærk vilje til at finde sengen i ordentlig
tid. Vi danskere fandt et sovested dybest nede i hulen og da lyset blev slukket
forblev det nat. Ikke før godt ni næste
morgen slog vi øjnene op i totalt mørke. Vi tænkte sikkert alle at det stadig
var nat, men nogle tjekkede til alt held uret, ellers havde vi sikkert alle
sovet i hulen endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar