fredag den 20. juli 2012

DAG 5 - Fredag den 20. juli

De smukke svenske skove i støv og grus

I dag har Road Captain ICA Åke valgt at vi skal starte klokken ti, og først må der tankes på både motorcykel og fører. Præcis klokken ti får vi dagens briefing og bliver her mindet om at der under ingen omstændigheder må krydses plads i en mc kolonne. Der er ellers kørt med god rutine på Nordic Run, men lige netop den detalje har været et mindre problem ved nogle afgange. Nu går turen ud af Östersund, og det må være den dramatiske norske natur som får Svenske Åke til at vælge en flot omvej ud af en skovvej for at finde en anden flot skovvej som desværre viste sig at være af grus. Man kan sagtens køre på grus på en Harley-Davidson, men når det er helt tør og der er ca. 40 i en kolonne kan jeg i hvert fald bekræfte at det er ubehageligt at ligge bagerst nede i støvskyen. Måske var det kun ti kilometer men det føltes som en par hundrede, men vi fik da set noget meget fint skov. 


Henrik, Polle, Kristian og Bent er mætte af iskager.


Vilhelmina og iscafé

Resten af dagen gik det på asfaltbelagte skovveje. Vi havde den første stop i Strömsund, dernæst videre op til Vilhelmina hvor eftermiddagskaffen blev indtaget ved 17 tiden. Vi er ny i den nederste del af det man betragter som Lapland og møder naturligvis en ung ren-tyr i vejkanten. Det skaber lidt uro men ikke så meget som Den unge Elg skabte i Norge. Vi fortsætter op ad E45 mod dagens mål, en campingplads i Storuman. Tænk nu ikke at vejen E45 sikkert er en motorvej som i  Danmark, det er det ikke! Vi kører på asfalt, men hvordan det er lykkedes naturen i Nordsverige at skabe de helt naturlige vejbump som svare til hvad der findes i en gennemsnitlig landsby på en jysk kommunevej skal jeg ikke kunne redegøre for, men de ligger tæt og med en fart på omkring 100 kilometer i timen giver de gode slag til ryg og lænd. 


Sol over Lapland

Vi har kørt i sol hele dagen, men ved ankomst til campingpladsen i Storuman vælger langt de fleste alligevel en Stuga. Ved 24 tiden står solen stadig i horisonten men temperaturen er pænt under 10 grader. Kommer der mon frost til natten?

DAG 4 - Torsdag den 19. juli - SVERIGE


Mod Sverige

Efter den solide morgenmad hos Hula Duedalen MC kørte vi til tankning på en nærliggende benzinstation. Herfra gik turen ud af Trondheim mod Hell Station hvor vi fik taget turens første gruppebillede. Herefter gik turen direkte mod den svenske grænse. Vi kørte i højlandet meget tæt på trægrænsen og lige inden vi forlod Norge var vi tæt på at få turens første uheld. En ung Elgtyr lod sig forvirre af de små 40 larmende H-Dér og var tæt på at tage turen ind igennem kolonnen. Heldigvis ændrede den retning i asfaltkanten, snublede og sprang derefter tilbage over rækværket ned mod en elv. Der var en 4-5 bikere der var pænt taknemlige og deres hjerterytme kørte lidt i høj gear i en periode.

Det svenske højland 

I højfjeldet ved Storlien krydsede vi grænsen til Sverige og hvor en lille gruppe på fire H-D bikere hoppede på kolonnen. Landskabet var smukt med bløde snebelagte bjergtoppe til begge sider og selv vejret viste sig fra den pæne side. Vi havde det ikke særligt varmt men vi kørte i høj solskin og på en rigtig god asfalt. Nogle i Danmark har ofte den opfattelse at Sverige kun er endeløse skovstrækninger, men her i fjeldene i Vestsverige er det de smukke fjeldlandskaber der sætter sig i den visuelle hukommelse. I skibyen Åre holder vi sent frokostpause og kører derefter videre ned af fjeldet mod Östersund hvor der er bestilt plads på Östersunds Stugby & Camping som er placeret smukt direkte i byens centrum. 

Östersund Stugby & Camping

Östersund

Ved ankomst venter der igen en lille gruppe nye deltagere i Nordic Run. Vi har igen været i sadlen i over 8 timer og er derfor utålmodige med at indløse en teltplads, få teltet slået op, drukket de ca. to hurtige øl og så ellers bare finde en varm pose til en god nats søvn.

DAG 3 - Onsdag den 18. juli


Mod Trondheim

Morgenmaden blev perfekt tilberedt af Shaking Brains MC morgenvagt. Efter en hyggelig formiddag i klubben kørte Nordic Run gruppen i små hold til tankning hos Statoil i Vestnes, der var valgt som dagens nye mødested. Vi have fået ledsagelse af tre nye cykler. Bl.a. et forældrepar og to børn der havde valgt at køre med Nordic Run 2012 fra Vestnes til Trondheim.

Atlanterhavsvejen

Efter tankningen gik turen direkte til færgen mod Molde og herefter gik det igen igennem tunneler og i hårnålesving ud mod Atlanterhavsvejen på den Norske Vestkyst. Der er tale om en vej som er bygget ovenpå de yderste skær på kysten, igen en betagende oplevelse. Norge kan byde på meget af det bedste motorcykel kørsel som findes i verden. Det går ikke hurtigt men det er aldrig kedeligt, der skal være fuld opmærksomhed og teknikken bliver hele tiden trimmet. At der samtidig bydes på nogle af de bedste naturoplevelser er en ekstra bonus og man har næsten ikke mulighed for at nyde begge dele på én gang – Og så skal man jo også lige være opmærksom på geder og andre kraturer som ofte vandrer løst og græsser ved vejkanten. 

Norsk vestkyst vejr!

Fra kysten tager vi over Kristianssund og via en dramatisk tunnel ned under Freifjorden og videre ind i landet hvor vi møder flere af de berygtede kyst-byger i Vestnorge. Vi kører på små fjeldveje, det går op og ned i hårnålesving og når det kombineres med hård regn kræver det svingteknik og det giver hår på brystet.
På de sidste cirka 100 kilometer ind mod Trondheim klarer det op og vi har igen helt tør asfalt og en rigtig god vej. Disse sidste kilometrer tanger det bedste bjergkørsel jeg ellers kun har oplevet i alperne. Kolonnen holdte en god fart og de cirka 40 cykler slyngede sig som en hurtig slange igennem de skovklædte bjerge. Det er et imponerende syn når udsynet tillod at man næsten kunne se fortroppen og jeg tror ikke vi havde kørt mange kilometer inden alt det sure regn var glemt og alle bikere i Nordic Run 2012 sad med en saglig smil på læben. Stemningen var derfor høj da vi nåede Trondheim klokken 20.30 og holdte en lille pause på en tank for at koordinere GPS udstyret, vi skulle i små hold kunne finde ind til den lokale MC klub i centrum. 
Pres. Jim Willman - Hula Duedalen MC Trondheim

Hula Duedalen MC Trondheim

Ved ankomst ventede en ny overraskelse. Vi blev anvist parkering på et sted som syntes at føre ingen steder hen, men det viste sig at være direkte ved porten til Hula Duedalen MC Trondheim. ”Klubhuset” var indrettet i et gammelt militær bunker inde i en granitvæg. Klubbens navn var velvalgt for den havde bogstaveligt talt hjemme i en hule. Der var indrettet værksted, soverum, toiletter og naturligvis bar. Klubben kunne uden væsentlige problemer rumme alle gæster i hulen, så der blev kun slået ganske få telte op.

At sove i hule

Der blev budt på sent aftensmad, overnatning og igen en stor morgenkomplet for beskedne 150 norske kroner. Øl kostede 25 kroner og hyggen spredte sig hurtigt. Der skulle en stærk vilje til at finde sengen i ordentlig tid. Vi danskere fandt et sovested dybest nede i hulen og da lyset blev slukket forblev det nat.  Ikke før godt ni næste morgen slog vi øjnene op i totalt mørke. Vi tænkte sikkert alle at det stadig var nat, men nogle tjekkede til alt held uret, ellers havde vi sikkert alle sovet i hulen endnu.

onsdag den 18. juli 2012

DAG 2 - Tirsdag den 17. juli NORGE


Afgang fra Sogndal

Der er samling klokken 11 på Shell Stationen i Sogndal. Men med 40 cykler der skal tankes bliver klokken alligevel næsten 12 inden kolonnen kører videre. Vi fortsætter af små veje mod Josteddalsbreen. Vejret er desværre disset og regntungt, men det dramatiske natur lader sig ikke fornægte. Fjeldtoppene tårner sig op til begge sider og vi køre helt tæt forbi gletchen ved Briksdal. På de første 100 kilometre kører vi igennem flere tunneler på 6 til 7 kilometers længde.

Det buldrer og der brager en torden

Det er en lydmæssig oplevelse at sidde midt i en tæt kolonne på 40 Harly-Davidson motorcykler som kører igennem grundfjeldet i Norge. Det buldre nok stadig en lille smule i Vestnorge resten af denne uge. Høje bjerge og dybe fjorde, masser af hårnålesving på de små kommuneveje og dramatiske nedkørsler, det var dagens menu. Det går ikke hurtigt men det er bestemt en af de helt gode motorcykeloplevelser. De norske brødre havde valgt at vise noget at det bedste natur i Norge frem på denne dag. Desværre blev vejret mere og mere fugtigt i løbet af turen og da vi nåede til Nordfjordeid åbnede de himmelske sluser sig for alvor. Fjord og horisont  stod nærmest i et og i løbet af få minutter var alle plask våde som en pose druknede mus. Road Captain ICA Åke tog en rask og klog beslutning om eftermiddagspause. Deltagerne i Nordic Run blev meget hurtigt fordelt på flere af bygdens charmerende spisesteder og cafeer.

Pres. Per Villa - Shaking Brains MC i Vestern

Overnatning hos Shaking Brains MC i Vestnes

Da det igen efter en lille time blev opholdsvejr gik turen videre op til Honningdal, Hellesylt og Stranda og regnen var stadig tilstede, men langt mere humant. Vi tog igen en af de mange fjordfærger, denne gang over Storfjorden mod Vestnes. Efter næsten ni timer i sadlen var det våde bikere udstyret med god appetit som blev flot modtaget hos den lokale klub Shaking Brains MC i Vestnes. De 10 medlemmer af lokalklubben var klar med grillstegte svinekoteletter, burgere og kolde Tuborg. Vi blev alle som én tilbudt indendørs overnatning og efter en god aften i klubbens bar og med lidt fyrværkeri i haven blev det alligevel ret sent inden den sidste af de 40 var i posen.

Næste stop Trondheim 

Her onsdag formiddag er der rigtig god stemning på holdet. Vi er forsynet med en grundig morgenmad, har haft gode bademuligheder og vores støvler er tørret igennem på de dertil indrettede installationer. Herfra skal lyde en kæmpe tak til Shaking Brains MC i Vestnes. Det er en flok ordentlige mennesker med H-D hjertet det rigtige sted. Vi håber der vil blive anledning til at gengælde deres gæstfrihed på dansk jord. Turen forstætter og bliver også i dag helt fantastisk. Jeg vil tro at hovedattraktionen bliver turen på Atlanterhavsvejen op mod Trondheim. Men lad os nu se, måske overgår nordmændene igen sig selv.     



tirsdag den 17. juli 2012

DAG 1. Mandag den 16. juli 2012


Første møde

Der var mødt 38 cykler op til starten på Nordic Run 2012. Af disse var syv danskere; Fra Errindlev på Syd-sjælland deltager nr. 823 Henrik Eg. Fra Bolderslev som nævnt nr. 3003 Poul Erik Mathiesen, fra Gesten deltager nr. 3283 Jesper Christensen, og fra Nordjylland; nr. 7763 Jens Christian Thomsen og nr. 11943 Bent Fuglsang, Bindeslev og endelig Henrik Hedemann fra Tversted. Alle kører med hele vejen eller det meste af den.

Starten i Jevnaker 

Til starten i Jevnaker fik vi også besøg af en fuldstændig original lokal Harley-Davidson fra 1920 – Bekymringen bredte sig lidt i forsamlingen, men den ældre mand ville bare hilse og sende os godt afsted. De svenske initiativtagere har styr på tingene og de er suppleret af en god opbakning fra nordmændene. Vi er i helt trygge hænder. Fra Jevnaker gik det næsten direkte nord op af E16 – og ved første stop kom der endnu to cykler til. 40 Harley-Davidson motorcykler i samlet trop giver en god følelse og det skaber pænt opmærksomhed på ruten.

Road Captain og ophavsmand ICA Åke fra Sverige byder velkommen til Nordic Run 2012 

Dramatisk natur

Som vi kører nordpå bliver den norske natur mere og mere dramatisk. I Fagernes er der stop midt på eftermiddagen. Nu går turen næsten direkte vest og den norske højfjeld tårne sig op rundt omkring os. Naturen er bjergtagende og ved en kort rygepause må værterne komplementeres, ”bare vent, det bedste venter” er svaret med et glimt i øjet, og vi fortsætter over Ryfoss, Vang, Øye og ved Tyin drejer vi fra til seriøs højfjeld. Vejen vi kører på er kun åben få dage om året og på skilte kan vi se at meget at tiden er der krav om kolonnekørsel. Vi kører op i over 1500 meters højde og med den evige sne på begge sider og også under os. Vi er ikke helt enige, men mon ikke vi kørte i frost nogle af disse kilometre. Nedkørslen til Øvre Årdal der ligger helt inde i bunden af Sognefjorden var fantastisk og lidt krævende. For at komme til Sogndal må vi med en lille færge og igennem en helt række tuneller i fjeldet. De nordmænd har pæne udfordringer når de bygger vejnet, men det giver også helt fantastiske naturoplevelser.

Kjørnes Camping ved Sogndal

Vi ligger nu på Kjørnes Camping ved Sogndal og er klar til anden dagens store udfordring. Vi skal stik nord op at den Norske vestkyst. Målet er Vestnes hvor vi overnatter hos Shaking Brains MC – Store oplevelser venter.

søndag den 15. juli 2012

Så er vi helt klar!


Tyvstarten 

Hold da op en fed weekend. Tyvstarten blev til godt 900 kilometer på Harlyens klokke. Min tur til Norge gik fra kontoret hos aparte i Aarhus over Djursland for at hilse på Hitz og Severinsen hos Mosten MC. Videre til Randers med et planlagt Pitstop hos Peters Værksted og så op over Viborg mod Skive og Nordsalling til et kort familiebesøg. Fra Nordsalling går Sallingsundfærgen over til Hvalpsund på Himmerlands siden og så er det nærliggende at køre på de smukke jyske kommuneveje langs Limfjorden til Løgstør, over Aggersund og op til Brovst, Aabybro og over Løkken til Hirtshals. I alt blev det til ca. 250 kilometer i Danmark i smukt sommervejr. Det er ferietid og på havnen i Hirtshals var vi vel over 25 motorcykler der klokken 22 skulle med hurtigfærgen til Larvik. Små fire timer tager den sejltur, så midt nat lørdag ramte jeg den norske kyst. Turen fortsatte smertefrit og i let nattrafik op mod Oslo hvor Brinch familien som vanligt var gæstfrie og lod sig banke op til en meget tidlig morgenmad. 

Internationnal træf i Ringebu

Sidst på formiddagen gik det ud af Oslo af E6 op mod Ringebu hvor der i weekenden blev holdt Internationale træf af den Norske klub. Rigtig hyggeligt og gode folk selvom fremmødet var meget skuffende. Kun ca. 120 medlemmer af H-DOG Norge var dukket op til klubbens træf og det var helt usædvanlig. Normalt deltager der 4-500 til sommertræffet, men jeg skal ikke klage, der var masser gode samtaler og en hilsen rundt. I formiddags blev der pakket på motorcyklen igen og i løbet af eftermiddagen har jeg kørt tilbage mod Oslo. 

Surt sommervejr?

Jeg blev noteret til at havde kørt 712 kilometer ved indgangen til Norgetræffet og det bedste er at jeg ikke havde været i regn overhovedet. Det samme kan jeg ikke sige nu. De næsten  250 kilometer tilbage til Jevnaker var i meget skiftende vejforhold og ret koldt for årstiden, men dog ikke så fugtigt at mit ny indkøbte regnsæt kom i anvendelse.

Søndag aften hos Rockerne MC i Jevnaker.

Nu har jeg slået teltet op hos Rockerne MC Hønefoss i Jevnaker. Det er den lokale klub i området og de har åbnet for lokaler og græsarealer til Nordic Run deltagerne og de serverer morgenmad i morgen. Vi er en gruppe på ca. ti bikere der nyder deres gæstfrihed. En anden gruppe fra Småland i Sverige har valgt hytterne på den nærliggende campingplads. Vi er nu to fra Danmark. Poul Erik fra Boldeslev, syd vest Åbenrå, har også valgt at køre med på hele turen i Nordic Run 2012. Nu går vi i posen så vi er helt klar imorgen klokken tolv på Statoil her i Jevnaker. Første tur går direkte vest over de norske fjelde til det smukke Sogndal i Fjordane fylke nord for Bergen. Har hørt at der næsten er garanti for vand på den tur men måske bliver det gjort til skamme. Den lokale vejrudsigten ser ret solrigt ud :-)